Læserbrev.
Opråb fra en madkasse.
I det smukke så småt begyndende forår 2006, oplevede jeg det meget store i mit liv at få et barn, en pige som nu er blevet tre år. Det har været tre berigende år og der har været udfordringer undervejs, det ved alle, selv mennesker uden børn. Gennem de tre år har jeg som far talt med en masse andre forældre og der har været nok at tale om. Helt sikkert også ting der efter vores mening kunne være bedre, men det her brev handler om det vi ikke har diskuteret. Jeg har aldrig oplevet en samtale med nogen anden forælder, hvor madpakken er blevet et tema. Hvordan kan det nu være tænkte jeg for mig selv inden jeg satte mig til tasterne. Ret hurtigt blev jeg klar over grunden. Det er fordi at ingen har noget imod at smøre en madpakke til deres børn. Ingen. Det er der flere grunde til. Der er omsorg i madpakken, der kan ligge små sedler og små overraskelser, madpakken er et lille link mellem vores børn og os i en adskilt hverdag. Der er en tryghed, fordi vi ved at vores børn får noget at spise de kan li, ja nogen børn kan ikke tåle bestemte ting så det sikrer vi os ved at vi smører den. Madpakken er et kultur fænomen blandt børn, som er med til at binde dem sammen og giver dem en fælles platform. Små ritualer overlever blandt børn i en tid hvor alting skifter og hvor den tid børn er børn bliver stadig kortere.(Bare spørg direktøren for Lego) Det følgende eksempel er en klassiker som jeg kan huske vi praktiserede min børnehave i 76-77. Madpakken åbnes og papiret pilles af maden. Så løftes den ud pakkede mad i strakte arme, samtidig med at pålægget offentliggøres ved sætningen ” Jeg har pølsemad med”. De børn som så også har pølsemad med besvarer ved også at løfte deres mad op i luften og sige eller for det meste halv råbe ”Tillykke, Tillykke”. Herefter afsluttes ritualet med korte nik til hinanden. Spøgsmålet som står tilbage er Hvorfor gør de det? Afskaffer vi madpakken så får vi aldrig svaret. Jeg vil ikke koncentrere mig om vuggestuerne som jeg mener, skal have varm mad. Men i forhold til børnehaverne så må vi lige trække vejret. Ingen udover nogle velmenende politikere der bare har glemt at spørge først, ønsker at vores børn skal have varm mad i børnehaven. De skal ikke have varm mad to gange om dagen. Hvordan med kvaliteten? Hvem skal lave maden. Pædagogerne har nok og se til, så tiden sammen med børnene er i forvejen knap. Jeg har fulgt med i debatten om fede børn, men det er ikke børnenes skyld og det er ikke deres madpakker der feder. Børn har brug for deres rugbrød. Her kunne nogle midler sættes af, i forhold til kurser og oplysning til forældrene om sund kost. Pengene til madordning kan kun bruges bedre, hvis de bruges til noget andet.
En ting som også lever i forhold til madpakken er diskussionen om hvorvidt der må være pålægschokolade i en sådan. Men det er et godt tema. For eller imod, det skifter lidt, men diskussionen består og det må den godt fordi den repræsenterer noget sundt og noget relevant.
Jeg er generelt glad for min kommune, så hermed er opfordringen givet til tænke konstruktivt over hvordan vi ikke ødelægger noget som ikke skal ødelægges, og sætter noget fuldstændigt ubrugeligt, ugennemtænkt og meget misforstået i stedet.
Mvh og velsmurt madpakke.
