mandag den 20. juni 2011

Børnevelfærd og besparelser

Opråb fra brødkassen.

Sidste opråb kom fra madkassen og var affødt af min store frustration over at der skulle bygges nye køkkener og ansættes nyt køkken personale i min datters institution, for en mindre formue, selvom langt de fleste ikke havde noget imod at smøre deres børns madpakker. Pointen var dengang lad os nu tænke godt igennem hvad vi bruger hinandens penge og ressourcer på. Bestyrelsen besluttede at droppe madordningen og så havde fornuften i min optik sejret.



Min datters børnehave er en rigtig god børnehave, men jeg synes efterhånden den er ved at nå smerte grænsen for personale timer og hvad der ellers bliver sparet væk. Grunden til det her opråb udsprang af en lille samtale med min datter fredag morgen ” Far, vi får ikke franskbrød mere om fredagen” konstaterede hun tørt. Hun har lige siden hun startede i børnehaven glædet sig til det lille stykke franskbrød personalet bagte om fredagen og efterfølgende hyggede sig med sammen med børnene. Om det er økologisk eller super sundt er sagen uvedkommende, for det er værdien af sådan en lille tradition børnene husker. Det er stemningen der er, når de spiser brødet og det er den omsorg børnene oplever ved at der bliver gjort noget særligt hyggeligt. Det handler om stemningen. Det var kultur og det var unikt for denne her lille børnehave. Det undrede mig at franskbrødet nu også var forsvundet. Frugten de fik om eftermiddagen er nemlig også sparet væk. Nu sidder børnene med hver der lille frugt pose med forskelligt indhold. Men det her opråb handler ikke om frugten og vi kan sagtens give børnene et æble med. Så er det sagt.

Lad mig vende tilbage til franskbrødet. Jeg besluttede mig for at spørge personalet om de vidste hvor franskbrødet om fredagen var blevet af. Det vidste de godt. Det er sparet væk. ”Vi har været nød til at prioritere pædagog timer i stedet for at bage som koster 100,- kr. hver fredag” var svaret på mit spørgsmål.

Idet min datter og jeg sagde farvel, kom medarbejderen ind i køkkenet og fortalte spontant at man godt kunne have sparet ombygningen af køkkenet, i to omgange vel at mærke, det gav jeg hende hurtigt ret i. På bordet foran min datter stod to flotte og meget store køkkenmasker. Til saft og fars og franskbrød. De bliver bare ikke brugt til andet end at spejle sig i når man skal vinke til forældrene, men det er de også rigtig gode til. Prisen på maskinerne kender jeg ikke men jeg gætter på at man godt kunne have bagt et par franskbrød eller købt en pose æbler.

Jeg må efterfølgende konstatere at min tiltro til de mennesker der kan sætte så misforståede projekter i verden som madordningen har vist sig at være, den er væk. Samme manglende tiltro gælder de kommunale politikere der ombygger børnehave køkkener og indkøber store flotte køkkenmaskiner, der får lov til at samle støv, fordi ingen har tid eller råd til at bage med dem.



Paradokset består i at for relativ kort tid siden så skulle børnene have økologisk, varm, lækker, hjemmelavet mad og nu kan de så ikke få et stykke franskbrød om fredagen.

Tilbage står børnene og personalet og vinker i det nye køkken og spejler sig i køkken maskinerne. Det er dem betaler prisen. Ikke kun kroner og ører men prisen på, omsorgen, kulturen og nærværet. Hvis man tænker over det (ordentligt, reflekterende og til ende) Så betyder et stykke franskbrød mere end vi forestiller os. Jeg vinkede tilbage til min datter og overvejede selv et øjeblik at spejle mig i maskinen.

Hvis nogen af jer kommer til at grine, så er det undskyldt, selv holdt jeg nu ret hurtigt op. Personalet stoppede med at grine for lang tid siden, bare børnene ikke også gør det. Tænk engang hvad vi byder vores fremtid.



Mvh. Bo Nikolajsen.

Strongvej 22

Taastrup


torsdag den 12. august 2010

Mad ordning det går jo bare ikke som det skal !!!!

Læserbrev.


Opråb fra en madkasse.

I det smukke så småt begyndende forår 2006, oplevede jeg det meget store i mit liv at få et barn, en pige som nu er blevet tre år. Det har været tre berigende år og der har været udfordringer undervejs, det ved alle, selv mennesker uden børn. Gennem de tre år har jeg som far talt med en masse andre forældre og der har været nok at tale om. Helt sikkert også ting der efter vores mening kunne være bedre, men det her brev handler om det vi ikke har diskuteret. Jeg har aldrig oplevet en samtale med nogen anden forælder, hvor madpakken er blevet et tema. Hvordan kan det nu være tænkte jeg for mig selv inden jeg satte mig til tasterne. Ret hurtigt blev jeg klar over grunden. Det er fordi at ingen har noget imod at smøre en madpakke til deres børn. Ingen. Det er der flere grunde til. Der er omsorg i madpakken, der kan ligge små sedler og små overraskelser, madpakken er et lille link mellem vores børn og os i en adskilt hverdag. Der er en tryghed, fordi vi ved at vores børn får noget at spise de kan li, ja nogen børn kan ikke tåle bestemte ting så det sikrer vi os ved at vi smører den. Madpakken er et kultur fænomen blandt børn, som er med til at binde dem sammen og giver dem en fælles platform. Små ritualer overlever blandt børn i en tid hvor alting skifter og hvor den tid børn er børn bliver stadig kortere.(Bare spørg direktøren for Lego) Det følgende eksempel er en klassiker som jeg kan huske vi praktiserede min børnehave i 76-77. Madpakken åbnes og papiret pilles af maden. Så løftes den ud pakkede mad i strakte arme, samtidig med at pålægget offentliggøres ved sætningen ” Jeg har pølsemad med”. De børn som så også har pølsemad med besvarer ved også at løfte deres mad op i luften og sige eller for det meste halv råbe ”Tillykke, Tillykke”. Herefter afsluttes ritualet med korte nik til hinanden. Spøgsmålet som står tilbage er Hvorfor gør de det? Afskaffer vi madpakken så får vi aldrig svaret. Jeg vil ikke koncentrere mig om vuggestuerne som jeg mener, skal have varm mad. Men i forhold til børnehaverne så må vi lige trække vejret. Ingen udover nogle velmenende politikere der bare har glemt at spørge først, ønsker at vores børn skal have varm mad i børnehaven. De skal ikke have varm mad to gange om dagen. Hvordan med kvaliteten? Hvem skal lave maden. Pædagogerne har nok og se til, så tiden sammen med børnene er i forvejen knap. Jeg har fulgt med i debatten om fede børn, men det er ikke børnenes skyld og det er ikke deres madpakker der feder. Børn har brug for deres rugbrød. Her kunne nogle midler sættes af, i forhold til kurser og oplysning til forældrene om sund kost. Pengene til madordning kan kun bruges bedre, hvis de bruges til noget andet.

En ting som også lever i forhold til madpakken er diskussionen om hvorvidt der må være pålægschokolade i en sådan. Men det er et godt tema. For eller imod, det skifter lidt, men diskussionen består og det må den godt fordi den repræsenterer noget sundt og noget relevant.

Jeg er generelt glad for min kommune, så hermed er opfordringen givet til tænke konstruktivt over hvordan vi ikke ødelægger noget som ikke skal ødelægges, og sætter noget fuldstændigt ubrugeligt, ugennemtænkt og meget misforstået i stedet.

Mvh og velsmurt madpakke.