Børnevelfærd og besparelser

Opråb fra brødkassen.

Sidste opråb kom fra madkassen og var affødt af min store frustration over at der skulle bygges nye køkkener og ansættes nyt køkken personale i min datters institution, for en mindre formue, selvom langt de fleste ikke havde noget imod at smøre deres børns madpakker. Pointen var dengang lad os nu tænke godt igennem hvad vi bruger hinandens penge og ressourcer på. Bestyrelsen besluttede at droppe madordningen og så havde fornuften i min optik sejret.

Min datters børnehave er en rigtig god børnehave, men jeg synes efterhånden den er ved at nå smerte grænsen for personale timer og hvad der ellers bliver sparet væk. Grunden til det her opråb udsprang af en lille samtale med min datter fredag morgen ” Far, vi får ikke franskbrød mere om fredagen” konstaterede hun tørt. Hun har lige siden hun startede i børnehaven glædet sig til det lille stykke franskbrød personalet bagte om fredagen og efterfølgende hyggede sig med sammen med børnene. Om det er økologisk eller super sundt er sagen uvedkommende, for det er værdien af sådan en lille tradition børnene husker. Det er stemningen der er, når de spiser brødet og det er den omsorg børnene oplever ved at der bliver gjort noget særligt hyggeligt. Det handler om stemningen. Det var kultur og det var unikt for denne her lille børnehave. Det undrede mig at franskbrødet nu også var forsvundet. Frugten de fik om eftermiddagen er nemlig også sparet væk. Nu sidder børnene med hver der lille frugt pose med forskelligt indhold. Men det her opråb handler ikke om frugten og vi kan sagtens give børnene et æble med. Så er det sagt.

Lad mig vende tilbage til franskbrødet. Jeg besluttede mig for at spørge personalet om de vidste hvor franskbrødet om fredagen var blevet af. Det vidste de godt. Det er sparet væk. ”Vi har været nød til at prioritere pædagog timer i stedet for at bage som koster 100,- kr. hver fredag” var svaret på mit spørgsmål.

Idet min datter og jeg sagde farvel, kom medarbejderen ind i køkkenet og fortalte spontant at man godt kunne have sparet ombygningen af køkkenet, i to omgange vel at mærke, det gav jeg hende hurtigt ret i. På bordet foran min datter stod to flotte og meget store køkkenmasker. Til saft og fars og franskbrød. De bliver bare ikke brugt til andet end at spejle sig i når man skal vinke til forældrene, men det er de også rigtig gode til. Prisen på maskinerne kender jeg ikke men jeg gætter på at man godt kunne have bagt et par franskbrød eller købt en pose æbler.

Jeg må efterfølgende konstatere at min tiltro til de mennesker der kan sætte så misforståede projekter i verden som madordningen har vist sig at være, den er væk. Samme manglende tiltro gælder de kommunale politikere der ombygger børnehave køkkener og indkøber store flotte køkkenmaskiner, der får lov til at samle støv, fordi ingen har tid eller råd til at bage med dem.

Paradokset består i at for relativ kort tid siden så skulle børnene have økologisk, varm, lækker, hjemmelavet mad og nu kan de så ikke få et stykke franskbrød om fredagen.

Tilbage står børnene og personalet og vinker i det nye køkken og spejler sig i køkken maskinerne. Det er dem betaler prisen. Ikke kun kroner og ører men prisen på, omsorgen, kulturen og nærværet. Hvis man tænker over det (ordentligt, reflekterende og til ende) Så betyder et stykke franskbrød mere end vi forestiller os. Jeg vinkede tilbage til min datter og overvejede selv et øjeblik at spejle mig i maskinen.

Hvis nogen af jer kommer til at grine, så er det undskyldt, selv holdt jeg nu ret hurtigt op. Personalet stoppede med at grine for lang tid siden, bare børnene ikke også gør det. Tænk engang hvad vi byder vores fremtid.

Mvh. Bo Nikolajsen.

Strongvej 22

Taastrup